Sten- og bronzealderen

 

I Danmark begyndte menneskene at gå på jagt for ca. 15.000 år siden, da isen, som indtil da havde dækket landet, smeltede og gav plads til mennesker og dyr. I starten jagede man blandt andet rensdyr, ulv og isbjørn, men efterhånden som landet blev dækket af skov, levede man af skovens dyr, hvor de største byttedyr var elg, kronhjort, vildsvin og urokse. I stenalderen blev byttedyrene typisk nedlagt med enten kastespyd eller bue og pil – enten med tilspidsede ender eller med spidser af flintesten.

I bronzealderen begyndte menneskene at slå sig ned på faste bopladser og dyrke jorden omkring. Den spirende dyrkning af jorden betød, at der kom nye dyr til – både tamme husdyr og vildtlevende arter som agerhøns og harer. I bronzealderen brugte jægerne stadig spyd eller pile til at nedlægge vildtet. Spidserne blev dog lavet af støbt bronze i stedet for flintesten.