Frysning og optøning af vildtkød

 

Hvis man ønsker at opbevare kødet i længere tid end de foreslåede tider for ferskt kød, skal det fryses. Og vildtkød egner sig faktisk ganske fint til frysning.

Det vigtigste når man fryser vildtkød er, at kødet er modnet færdigt, da modningsprocessen stopper ved frysning og ikke kan genoptages senere. Sørg også for at kødet så vidt som muligt er befriet for skind, sener, brusk og fedt før det ryger i fryseren. For fuglevildt gælder dog, at det kan fryses med skind, men at opbevaringstiden hermed nedsættes. For at forlænge opbevaringstiden bør kødet ikke marineres, og det kan med fordel vakuumpakkes. Ligeledes forlænges holdbarheden også ved hurtig nedfrysning.

Den anbefalede opbevaringstid afhænger af vildtets art samt om det er tilberedt, som det ses i tabellen herunder.

 

Vildtart/tilberedning 

Opbevaringstid i måneder 

Råvildt og fedtfattigt vildtkød 

12 

Vildsvin 

6-10 

Hare og vildkanin 

8 

Agerhøns og duer 

8 

Ænder og gæs 

6-8 

Fasaner 

4-6 

Lever og hjerte 

6 

Terriner og tærter 

6 

Vildtpølser og -skinker 

8 

 

Optøning af frossent vildtkød

 

Vildtkød kan enten optøs ved stuetemperatur eller i køleskabet. Optøningstiden afhænger af størrelsen, men det tager typisk op til 2 dage i køleskabet og kun 12 timer ved stuetemperatur. Vær opmærksom på at kødet ikke drypper på andre madvarer, og hæld kødsaften ud før brug.