Opskrifter
Salat med skiver af indmad fra klovbærende vildt
Nyre, lever eller hjerte fra klovbærende vildt (råvildt, sika, dåvildt, kronvildt)
Smør til stegning
Olivenolie
3 skiver pancetta i tern
1/4 blomkål i buketter
Citronsaft
Bredbladet persille
2 portobellosvampe
Sennep
Salt og peber
Indmad er magert. Man skal derfor tænke i fedt og smag. Oplagt er det at tænke bacon og svampe, men jeg foretrækker at bruge den mindre dominerende italienske pancetta. Det er et stykker fermenteret brystflæsk, så det er i familie med bacon, bare uden røg.
Fremgangsmåde:
- Rist først ternene af pancetta på en pande.
- Steg derefter indmaden, skåret i tern, i fedtstoffet. Steg indtil der er stegeflader, men stadig rosa. Undgå at få det stegt tørt i frygten for at det ikke er gennemstegt. Tag det af og lad det hvile under alufolie.
- Tør panden af, sæt den på bålet og lad smørret bruse op og dernæst brune. Rist blomkålen i det brune smør, indtil de er tilberedte, men stadig med bid.
- Tag blomkålen af og steg svampene, smag til med salt og peber.
I en skål piskes med en gaffel, 1 spsk citronsaft, 2 spsk olivenolie, lidt sennep og salt. Den stegte blomkål vendes deri, der rives blade af persillen og vendes med, sammen med pancetta og svampe.
Blandingen fordeles i portionsskåle, indmaden fordeles på. Drysses med lidt salt og pyntes med lidt persille.