Lækre skanke

Til denne ret kan fra råvildt, dåvildt eller kronvildt anvendes skanke eller halse, som skæres eller saves i skiver til retten, det giver det bedste resultat. Skiveskåret rådyrbov er også lækkert til retten.

4 prs.
1,5 kg dyreskank eller hals skåret i skiver som ossobuco Lidt hvedemel Lidt olie og smør 1 løg 2 gulerødder ¼ knoldselleri 3-4 fed hvidløg 2 par kviste timian
2 laurbærblade 2 dl rødvin 1-2 dåser flåede tomater Evt. maizena Salt og peber Pinjekerner

Til denne ret kan fra råvildt, dåvildt eller kronvildt anvendes skanke eller halse, som skæres eller saves i skiver til retten, det giver det bedste resultat. Skiveskåret rådyrbov er også lækkert til retten.

 

Fremgangsmåde

  1. Klargør skanken, og sav den eventuelt i to-tre cm tykke skiver, hvis det er muligt.
  2. Skær gulerødder og selleri i tern, når de er skrællet. Pil, og hak løg og hvidløg.
  3. Vend skankestykkerne i mel, og brun dem af i en stegegryde i hedt fedtstof: Anvend en blanding af olie og smør. Brun lidt ad gangen, det giver det bedste resultat. Hæld herefter fedtstoffet væk.
  4. Kom lidt smør i gryden igen, og svits løg, gulerødder og selleri let heri, når det begynder at brune tilsættes hvidløg og timian.
  5. Kom kødet tilbage i gryden til grønsagerne og tilsæt vin, flåede tomater og laurbærblade.
  6. Tilsæt vand, så det dækker ingredienserne i gryden, og lad det simre under låg i halvanden til to timer. Tjek om kødet er helt mørt.
  7. Jævn retten let med lidt maizena, hvis det er nødvendigt, og smag til med salt og peber.

Servering:
Rist pinjekerner på en tør pande, og drys dem over den varme ret inden servering. Pynt yderligere retten med lidt frisk timian eller persille. Server retten med kogte ris eller endnu bedre med en lækker risotto.

 

Tekst og foto: Finn Kallesø, Danmarks Jægerforbund

Print opskriften