Tidligere køkkenchef på Fasangården vandt Årets Vildtret 2022
En vildtret bestående af bl.a. hvinand, gule beder og svampebouillon var afgørende for, at Anika Madsen og et stærkt kokketeam fra Fasangården løb med sejren og skabte Årets Vildtret 2022. Konkurrencen løb af stablen i weekenden, hvor seks af Danmarks førende kokke skulle dyste om at skabe Årets Vildtret 2022.
Vinderteamet fra Fasangården blev køkkenchef Anika Madsen, der sammen med assistent Tobias Isaksen og tjener Casper Marrot forvandlede en hvinand til en vild gastronomisk oplevelse i en hæsblæsende og intens kokkekonkurrence.
“Vi kogte fond på skroget, vi confiterede kråserne, vi grillede hjerterne og brugte leveren til en parfait, så vi lykkes med at bruge alt på anden pånær tarmene. Det gjorde os lidt pressede på tid, men vi er glade for, at vi på denne måde kunne ære dyret”, siger Anika Madsen, tidligere køkkenchef på Fasangården, der løb med sejren i Årets Vildtret 2022.
Årets vinderret blev servereret i tre dele; i skål, på tallerken og i kop. I skålen var der ris, biksemad lavet på grillede gule beder tilsat grillede og hakkede andelår. Hertil en sauce på andelever, pyntet med kålskud og små grønkål stegt i confiteret andekråsefedt med en smule glaskål vendt i ingefær.
Tallerkenen bestod af andebryst i soyaglace tilsat saltsyltede ribs og syltede blommer samt en sauce på skrog, mens der i koppen var en svampebouillon med smukke skud af citronverbena.
En veludført gastronomisk vildtret
Vinderretten gjorde stort indtryk på dommerpanelet, bestående af to professionelle madanmeldere og to prisvindende kokke, heriblandt Helle Brønnum Carlsen, madanmelder på restaurantguiden White Guide:
- Anika lavede en enkel, harmonisk og innovativ ret, der stod velafbalanceret og klokkerent. Man kan nemt overstyre på syren, men hendes ret var fejlfri og i et meget klart sprog, lød det fra Helle Brønnum Carlsen.
Mens kokkene tryllede med vildt og efterårets bedste råvarer over åben ild i de tre timer, som kokkene havde til at imponere dommerne, bød dagen også på forskellige aktiviteter, der fik publikum tættere på gastronomi, natur og jagt.
En stor succes
Vildt Gastronomi er foreningen bag arrangementet, der har eksisteret siden 2011.
- Som arrangør af Årets Vildtret synes vi, at dagen var en stor succes med god lokal opbakning, og at vildtet, som en god naturlig råvare, kom flot i centrum gennem kokkenes indsats. Generelt var det et meget højt gastronomisk niveau, vi så i år, siger Michael Ramlau, formand i Vildt Gastronomi.
Årets Vildtret blev i 2021 vundet af kok Elisabeth Madsen fra Svinkløv Badehotel, og er tidligere vundet af Søllerød Kro, Falsled Kro og Musikkens Spisehus i Aalborg.
Se mere
Se indslaget fra TV2 Østjylland https://www.tv2ostjylland.dk/nyhedsudsendelser. Du finder indslaget den 6 november kl. 19.30 og spol frem til 08,54.
Årets vildtret 2022: En tæt affære - Danmarks Jægerforbund (jaegerforbundet.dk)
Vinderopskriften finder du her: Hvinand